Den ordinære generalforsamling
Corona har som bekendt vendt op og ned på rigtigt mange ting i vores samfund - og det gælder desværre også vores muligheder for at mødes til årets ordinære generalforsamling. Ifølge vores vedtægter skulle generalforsamlingen afholdes inden udgangen af marts men de seneste meldinger fra vores folkevalgte omkring restriktioner gør det klart, at det ikke er en mulighed. Med udgangspunkt i de nuværende restriktioner og hvornår vi forventeligt kan se en yderligere åbning, som også vil give mulighed for at forsamle flere end 5 personer indendørs, har vi derfor besluttet at fastsætte datoen for generalforsamlingen i år til den 14. juni 2021 kl. 19.30 i håbet om at verden til den tid er blevet mere normal. I alle tilfælde med hensyn til at mødes. Når datoen kommer nærmere vil der blive indkaldt som vi plejer, i overensstemmelse med vores vedtægter, og vi vil selvfølgelig melde ud med hensyn til mødested. Såfremt det ikke vil være muligt at afholde generalforsamlingen til juni som vi håber, så tager vi stilling til og melder ud hvad der så skal ske.
I mellemtiden fremsender vi det, af revisionen, godkendte regnskab så I har mulighed for at se hvor foreningen står med hensyn til opsparing og udgifter for 2020 - eventuelle spørgsmål og kommentarer kan vi tage på generalforsamlingen i juni. Regnskabet kan ses her.
Fibernet-projektet
Hovedlinien til fibernettet er på plads og planen var, ifølge TDC Net, at den individuelle tilslutning til husstandene skulle påbegyndes den 8. januar. Det er som bekendt ikke sket og perioden med frost og sne har sandsynligvis heller ikke hjulpet. Imidlertid har de fleste af os modtaget et brev fra TDC Net med besked om at sætte et klistermærke på ydersiden af husmuren på det sted hvor den enkelte husstand ønsker stikket etableret. Såfremt nogen af jer ikke har modtaget dette brev og ønsker en fibernet-forbindelse etableret, er det supervigtigt at I tager kontakt til TDC Net omgående og forhører jer om hvorfor I ikke har modtaget nævnte brev og klistermærke. TDC Net kan kontaktes mandag til fredag kl. 8.30-15.30 på telefon 65 43 28 91.
Nabohjælp
Lyndbyparken er desværre ikke undtaget for diverse ubehageligheder som indbrud og hærværk - senest havde nogen patetiske individer fundet morskab i at punktere dæk hos en beboer. Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden lancerede for et par år siden app'en 'Nabohjælp' som er en god måde at forbinde beboere i et område via smartmobiltelefoner - hvis man er udsat for for eksempel indbrud eller lignende kan man hurtigt advare alle ens naboer.
Opfordringen til at tilmelde jer netværket er hermed givet videre, det er ganske gratis og I kan læse mere på deres hjemmeside som I finder her: Nabohjælp
Webinar 'Landsbytimen' fra Lejre Kommune
Lejre Kommune har lanceret et koncept omkring udvikling og styrkelse af landbyfællesskabet og hvordan man kan bidrage til den grønne omstilling. Konceptet kalder de 'Landsbytimen' og er en række webinarer med forskellige foredragsholdere.
Nedenstående link fører dig til en side på Lejre Kommune's hjemmeside hvor man kan læse mere om tilbuddet og hvor man også kan se hvornår og hvordan man deltager.